Hovedkilden, fuldt paalidelig og velunderrettet som han er, i Modsætning til Islændingerne.
Saxo, i hvis Verk Erlings Hustru Christina overhoved ikke nævnes, har Intet om hendes Reise til Danmark, der saaledes, om den end har fundet Sted, neppe maa tillægges nogen større Betydning.
Saxo beretter om det berømte Mode i Ringsted 1170, hvor Danmark saa sin første Kongekroning, idet Valdemars syvaarige Søn Knut (VI) der blev salvet. Samtidig blev ogsaa Kongens Fader, Knud Lavard, høitidelig skrinlagt som Helgen. Derefter fremtraadte som Erling Skakkes Gesandter Helge, Biskop af Oslo[1], samt Erkebiskop Stephanus af Upsala. Fra et ophøiet Sted bade de om Fred for Nordmændene og udviklede, at Valdemar paa denne Glædesdag burde være særlig fredelig stemt, og deres »udmærkede Veltalenhed gjorde omsider Indtryk«. Det blev tilstaaet, at Erling skulde faa Kongen i Tale. Efter Biskop Helges Forlangende bestemtes saa Esbern Snare, skjønt han nylig var saaret og ikke endnu helbredet, til at gaa til Norge som Gissel, medens to Nordmænd, en Erling[2] og en Ivar, skulde forblive i Danmark som Kong Valdemars Gisler. Da Esbern mødtes med Erling i Norge, vexlede de skarpe Ord »paa et Thing«. Derefter kommer Erling Skakke selv til Danmark med fire Skibe, ledsaget af den nysnævnte svenske Erkebisp.
- ↑ Han var ganske nylig bleven Biskop Thorsteins Eftermand og efterfulgtes siden af Nicolaus Arnessøn. Om hans Optræden i Danmark vide Sagaerne Intet og kjende ham overhoved ikke.
- ↑ Denne Erling er maaskee identisk med en Mand af samme Navn, der senere af Saxo nævnes som Deltager i de Danskes Kampe i Pommern (p. 980). Mere om ham vides neppe, men Saxo kalder ham paa det sidst citerede Sted: Illustri inter Noricos loco natus, og jeg har derfor tænkt paa en samtidig Erling af Bjarkø-Ætten. Ivar er vistnok ganske ukjendt.
