paa hans Troskab mod Magnus. Heri synes mig at ligge et vink om, at Erling i 1161 har lovet den danske Konge, at han skulde være Norges Lensherre, thi paa den Maade kunde jo Orm ypperlig være begge Kongers Tjener. Og Orm har naturligvis i sin fremskudte Stilling været nøie indviet i, hvad der i 1161 har været vedtaget, ja ikke usandsynlig i det Aar kan have fulgt med til Danmark, hvor jo hans Moder og to af hans Stovreimske Halvbrødre udtrykkelig nævnes blandt Magnus’s og Erlings Ledsagere.
Saxos Fortælling om Valdemars første Norgestog viser ganske utvetydigt, at hans Hensigt nu var at »forene det norske Rige med det danske«, og Forfatteren mener, at det vilde have lykkedes ham, om han ikke havde spildt Tiden, men forfulgt Erling, der havde trukket sig tilbage til fjernere Egne. Dette tor jo være tvivlsomt. Enden blev, at Toget §mislykkedes, men en »stor Mængde Nordmænd, som havde sluttet sig til Valdemar, forlod med ham Landet og levede en Tidlang dels paa Kongens, dels paa Høvdingernes Bekostning«.
Nu følger Beretningen om, at Erling søgte at hevne sig ved at gaa angrebsvis frem mod Danmark. Det er ikke nødvendigt her at gaa i Enkeltheder, men Saxos Beretning om Erlings Tog til Danmark indeholder særdeles fortræffelige Skildringer. Paludan-Müller har utvivlsomt Ret, naar han regner Absalons Mode med Erling i Nærheden af Kjøbenhavn blandt de Begivenheder, hvortil Saxo har været Øienvidne[1]. Derefter følger det andet danske Forsøg paa at erobre Norge, som Sagaerne ikke have et Ord om. Det er ovenfor udførlig omtalt.
Endelig har vi saa det endelige Forlig mellem Norge og Danmark, hvor Saxo ubetinget maa betragtes som
- ↑ Dansk hist. Tidsskr. 4 R. V. 338.
