han havde faaet Kundskab om, at disse var Erling fiendske. Men Snorres Fremstilling er forøvrigt uklar, idet det efter ham skulde see ud, som at Agenterne i Virkeligheden kun udgave sig for at være danske, men at disse danske Mænd egentlig vare udsendte af Erling selv for under Foregivende af, at de kom i Valdemars Ærende, at friste Thrønderne, for at han derved kunde sætte deres Troskab paa Prøve. Derefter skal saa Erling have gjort et Tog til Throndhjem og strengt straffet de compromitterede. Helt paalidelig synes denne Snorres Fortælling ikke at være, da man jo dog af Saxo veed, at Valdemar selv havde sendt slige Folk ud, og at de vendte tilbage til ham med Besked; det maatte da i det høieste kun være nogle af disse Danske, som maaskee Erling havde lokket over til sig. De siges hos Snorre at have givet sig Udseende af Pilegrime til St. Olaf, men da han samtidig lader dem komme til Throndhjem om Vinteren, medens dog Pilegrime uden Tvivl nærmest søgte did om Sommeren til Helgenens Festdage, bliver ogsaa dette mistænkeligt. Og hertil kommer endelig, at Fortællingen i ganske paafaldende, ja i altfor høi Grad minder om et lignende, mindre ædelt Træk, der tillægges Harald Haarderaade[1].
Efterat Valdemar ved sine udsendte Agenter var bragt til den Tro, at han kunde gjøre Regning paa Tilslutning i Norge, foretog han saa det første Tog til Landet 1165, hvorom baade Saxo og Islændingerne vide at tale. Interessant er Saxos Oplysning om Orm Kongsbroder, hvem han vistnok især har mærket sig, fordi han, som ogsaa anføres, var Halvbroder af den danske Buris. Han lader nemlig denne søge Valdemar og love ham Lydighed, dog uden at dermed skulde skee Brud
- ↑ Flatøbogen III, p. 347 fg.
