af Norge«[1]. (Man maa her spørge: mellem hvem? Valdemar skulde vel have den ene Part, men, da Sigurd var falden, hvem skulde have den anden? Endnu var jo ikke nogen ny Prætendent opstillet). Kong Valdemar, fortsætter Saxo, vilde ikke uden videre stole paa de norske Misfornøiede, men lod nu Nordmændenes Sindelag undersøge ved hemmelige Udsendinge, og det viste sig da, at adskillige Norske virkelig vare tilbøielige til Frafald fra Magnus og Erling[2].
Saxo beretter om hemmelige danske Agenter, og saadanne have altsaa virkelig optraadt her. Snorre har, som bekjendt, en Fortælling om noget lignende. Hvad der især maa interessere i den sidstes Fortælling, er, at Snorre lader Agenterne optræde i Thrøndelagen. Dette viser nemlig klart, at Valdemars Planer om at underkaste sig Norge idetmindste nu ikke have indskrænket sig til Viken, men maa have omfattet det hele Land; at han begyndte med at ville vinde Thrønderne, kom vel af, at
- ↑ I den overleverede Text af Saxo (p. 793) staar: Norvagiae petitione promissa. Som det synes med Føie har afdøde Overlærer J. Kinch i Ribe i sine fortjenstlige »Bidrag til en Textkritik af de 7 sidste Bøger af Saxos Danmarkshistorie« (særsk. Aftr. af Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1874, S. 303–304) rettet petitione, der ingen Mening synes at give, til det let forstaaelige: partitione.
- ↑ I de 1898 paabegyndte, desværre siden ikke fortsatte Regesta Norvegica har G. Storm (S. 12) uden videre mellem Documenter opført Valdemars »Breve« til Erling og til Thrøndernes Høvdinger samt disses Svar. Dette forekommer dristigt, da man ingen anden Hjemmel har for disse »Breves« Existens i sin Tid, end islandske Sagaskrivere, der dog utvivlsomt aldrig have seet dem for sine Øine. Overhoved ere i disse Regester flere »Breve« optagne, som ikke alene ere tabte, men om hvilke det neppe ubetinget kan paastaaes, at de nogensinde havde været skrevne eller netop havde det i Sagaberetninger angivne Indhold.
