vendigt at berøre dem for den danske Histories Skyld[1]. Men han har ingenlunde været uvidende om, hvilken Magt Hierarkiet i Magnus’s og Erlings Tid havde vidst at tilvende sig, thi han siger udtrykkelig, at »Bispernes Magt i Norge paa den Tid var ganske umaadelig«[2].
Da et Par Aar efter Erlings og Valdemars Forhandlinger Forholdet mellem dem var blevet spændt, sees Valdemar at have ladet Udsendinge gaa til Norge for at kræve hans Ret; men Erling skal have henskudt sig under Almuen, der saa til Thinge negtede at finde sig i nogen Underkastelse under Danmark, idet de efter islandske Kilder henholdt sig til Historiens Vidnesbyrd om, at de Danskes Regimente i længst forsvunden Tid havde været saa ulykkeligt. En udmærket Historieforsker har i sin Tid træffende sammenlignet denne Erlings Appel til Thingalmuen med Frants I’s Fremgangsmaade, da han i Freden i Madrid 1526 havde maattet afstaa Hertugdømmet Burgund til Carl V, men, efter at være kommen paa fri Fod, lod Burgunds Stænder protestere mod Afstaaelsen[3]. Efter E. Hertzbergs Beregninger af Tidsfølgen i
- ↑ F. Ex. p. 786: Et quoniam externa nostris hoc loco connexa sunt, quaedam de re Norvagica cognosse fastidio non sit; p. 895 (efter omtalen af Sverre): Sed ne peregrinis ulterius immorer, stilum ad propria referam.
- ↑ p. 794: Pontificum ea tempestate ingens apud Norvagiam auctoritas erat. At han skriver »erat« og ikke est, har naturligvis sin Forklaring i, at han godt vidste, at Hierarkiets Vælde ikke blev langvarigt, men snart knækkedes af Sverre.
- ↑ Werlauff i Molbechs Tidsskrift for Histore, Literatur og Konst II (1828) S. 485. Denne Afhandling: »Om Krigen mellem Danmark og Norge i Slutningen af trettende og Begyndelsen at fjortende Aarhundrede, med nogle Bemærkninger over de tidligere Forhold mellem Rigerne« fortjente at være mere paaagtet af norske Historikere, end den synes at være.
