Rigerne forklares, der snart sees at have afløst det i 1161 fremtrædende varme Venskab. Men hvori disse Forpligtelser have bestaaet, kan visselig nu ikke siges. Har der været Tale om et Vasalforhold, da vilde det være sandsynligere, at Magnus for hele Norge har skullet erkjende et Slags dansk Overhøihed, end for en enkelt Provinds’s. Vedkommende. Herpaa kunde nemlig de af Saxo fortalte Betingelser ved det endelige Forlig i 1170, hvortil vi senere skulle vende tilbage, synes at tyde, tildels ogsaa andre Omstændigheder.
Erling seirede over Haakon, som det maa antages, uden anden dansk Hjelp, end den Udrustning med Krigsfornødenheder, som han strax har faaet hos Valdemar. Et Par Aar efter (1163, som Hertzberg har vist at være det rette Aar) kunde han lade sin Søn krone. Vi skulle ikke her opholde os ved denne af Andre nys udtømmende behandlede Begivenhed. Kun bemærke vi, at Snorre kun har lidet indgaaende Kjendskab til, hvad der foregik. Han tror, ar Kroningen i Norge var fremkaldt ved Exempler fra England og – Danmark, hvor han mener at allerede Sven Estridssøn var kronet Konge. Sandheden er, at Norge er det første af Nordens Lande, som har seet en Kongekroning. Men mærkeligere er det, at Snorre slet ikke kjender til den gjennemgribende Forandring i Norges Statsret, de store Indrømmelser til Geistligheden og de nye Regler for Thronens Besættelse, som bleve vedtagne og lovfæstede. Dette er et mærkeligt Bevis paa, hvad jeg ovenfor har udtalt om, hvor afsvækkede Traditionerne fra denne Tid vare blevne i Norge, da Snorre skulde skrive sit Verk i Haakon Haakonssøns Tid. At heller ikke Saxo omtaler disse Ting, er derimod ikke underligt, thi han berører kun leilighedsvis norske Forholde, hvilke han ogsaa betegner som fjernere liggende og hans Verk lidet vedkommende, naar det ei er nød-
