Valdemar skulde altsaa have endnu mere, end hvad Snorre, der kun taler om Landet til Rygjarbit, lader Erling afstaa. Fagrskinnas Forfatter lader tilsidst endog Erling give Valdemar et lidet Cursus i dansk-norsk Historie (sagði konungi bæði forn dœmi ok ný. – – mintisk hann á þat, er Hákon hinn ríki jarl hafði haldit Norgesveldi at léni af Danakonungi!). Fagrskinna tilføier endelig, at Valdemar paa sin Side lovede at understøtte Erling til at underlægge sin Søn Landet[1].
Det synes mig lidet troligt, at en Overenskomst mellem Erling og Valdemar har været bygget paa dunkle Minder om, at Viken i sin Tid havde hørt til Daneveldet, og overhoved paa Traditioner, der gik tilbage til Hedenskabets Dage. Det er rimeligere i begge Contrahenter at see Realpolitikere, som tænkte paa den givne, actuelle Situation og paa de Fordele, enhver af dem kunde haabe at afvinde denne. Den hele Tale om Gorm, Haakon Jarl, Viken til Rygjarbit eller Lindesnes o. s. v. turde snarest være – islandske Phantasier. For Islændinger, som rugede over gamle, uklare Forestillinger fra en længst svunden Tid, kunde det ligge nær, naar de hørte noget om en Forhandling mellem Danmark og Norge, hvor Danmark var den overlegne Magt, da strax at tænke tilbage paa Haakon Jarl o. s. v. I Norge var der vist ikke Mange, som under kritiske Spørgsmaal i Samtiden vendte Blikket mod en taaget Oldtid, og i Danmark har vel slet Ingen hengivet sig til den Art Betragtninger. Thi naar ikke engang Saxo hentyder dertil, have sikkert ikke Andre været inde paa saadanne Tanker.
De følgende Begivenheder vise aabenbart, at Erling maa have misligholdt Forpligtelser ligeoverfor Valdemar, thi paa anden Maade kan neppe det Fiendskab mellem
- ↑ Fagrskinna, Munchs og Ungers Udg. S. 179, 183.
