Færden talte 10 Skibe, og det hedder, at man henvendte sig til Kong Valdemar og til Dronning Ingerids danske Søn Buris.
Ogsaa Saxo kjender dette Danmarkstog, skjønt han kun nævner Erling og Magnus ved Navn. Han omtaler derhos, at det var Jylland, hvor de Norske kom hen. Han tilføier ogsaa, at de bleve modtagne med de største Hædersbevisninger, og at der ydedes dem rigelig Understøttelse for den Tid, de vare hjemmefra, og stor Udrustning[1], hvilket vel vil sige, at de bleve forsynede med forskjellige Fornødenheder til den forestaaende Kamp med Haakon Sigurdssøn.
Snorre angiver saa, at der sluttedes en meget vidtrækkende Overenskomst mellem Valdemar og Erling. Den første skulde yde Kong Magnus al den Hjælp, som han maatte tiltrænge for at vinde Norge og »holde det siden«. Til Gjengjæld skulde »Valdemar have det Rige i Norge, som hans »Frænder« Harald Gormssøn og Svein Tjugeskjæg havde havt, »hele Viken nord (ɔ: vest) til Rygjarbit« (ɔ: Gjernestaugen, der dannede Østgrænsen for Agder).
Fagrskinna har, som anmærket, her en Lacune. Men paa et senere Punct omtaler ogsaa denne Kilde en saadan Overenskomst om, at »hvis Magnus blev Konge i Norge«, – Overenskomsten maa altsaa ogsaa her sættes til 1161, -da denne endnu ikke var kommen i Besiddelse af Riget – da skulde Kong Valdemar »tilegne sig alt Landet, som ligger mellem Danmark og Lindesnes med Skat og Skyld, som i fordums Tid Danekongerne havde havt«.
- ↑ Saxo p. 792: Erlingus ad Jutiam appulit ibique in summa regis dignatione versatus uberes exilii impensas et amplissima commeatuum instrumenta percepit.
