senere Historikere have fæstet sig ved. I Sverres Saga (Cap. 83) faar man pludselig vide, at Kong Inge havde efterladt en Søn, Harald, der i Aaret 1184 optræder i Bergen mellem Magnus Erlingssøns Folk og længere ud paa samme Aar blev en af de Faldne i Slaget ved Fimreite. Dette er mærkeligt. Da Kong Inge selv ved sin Død var en ganske ung Mand, maa denne Harald ved Faderens Bortgang vistnok have været et lidet Barn. Men det var ogsaa den femaarige Cognat Magnus Erlingssøn. Haralds Forbigaaelse er altsaa mærkelig. Maaskee har han været en posthumus, ligesom Haakon Haakonssøn? I ethvert Fald er det af Interesse, at han, Kongesønnen, som voxen har fundet sig i at være Magnus’s Tjener, og at ikke Nogen har fundet paa at benytte ham i Partiøiemed.
Efterat Magnus imidlertid var hyldet af Inges forrige Parti i Norge, men en haard Kamp øiensynlig vilde forestaa, inden der kunde tænkes paa at faa ham almindelig anerkjendt, besluttede Erling sig til at søge Hjælp hos Kong Valdemar og begav sig med sin Søn ned til Danmark. Snorre omtaler ikke, at Christina, Magnus’s Moder, paa hvis nære Slægtskab med Valdemar Haabet om dansk Understøttelse vel for en væsentlig Del maatte bygges, dennegang var med paa Færden. Derimod medfulgte Kong Inges Moder, Dronning Ingerid, som her for sidste Gang omtales[1]. Hun ledsagedes af to Sønner; mellem dem har sandsynligvis været den senere Biskop Nicolaus, der dog endnu ei kan have været voxen. Videre medfulgte Jon Kutiza, en i den følgende Tid af og til nævnt ivrig Tilhænger af Magnus og Erling; han hørte hjemme i Thrøndelagen, var idetmindste siden Lendermand og nævnes endnu (1185) som tilhørende Kuflungernes Parti.
- ↑ Se det til Slutning tilføiede Excurs.
