har under sine Ophold i Norge havt vanskeligt nok for at skaffe sig dyberegaaende Indsigt om de Ting, hvorom her er Tale. Snorres Ven Skule Jarl maatte man jo nærmest tænke paa som hans Veileder, men Jarlen, opdragen, som han var, mellem Birkebenere, har neppe havt meget indgaaende Viden om Tiden før Kong Sverre.
P. A. Munch har da ogsaa i Fortalen til sin i 1859 udgivne Oversættelse af Snorre (pag. XXI) indrømmet, at det sidste Parti af dennes Verk er dets svageste, og anstillet forskjellige skarpsindige Betragtninger over Aarsagerne hertil.
Vil man nu studere den dansk-norske Historie i Tiden fra 1161 og ned gjennem de følgende Aar indtil 1170, vil det formentlig være mindre heldigt, saaledes som man almindelig har gjort, at forsøge paa gammeldags Maade at combinere Saxos og Sagaernes Beretning. De bør derimod betragtes hver for sig og saa sammenholdes, men ikke sammenblandes.
Magnus Erlingssøns Historie begynder, som bekjendt, dermed, at Kong Inges Parti, dengang han var falden 1161, besluttede fremdeles at holde sammen og ikke underkaste sig Haakon, Sigurd Munds Søn, hvis Parti havde vundet den foreløbige Seier. Efter en Raadslagning, om hvem man skulde tage til Konge blandt de kvindelige Descendenter af Kongehuset, faldt Valget paa Christina Sigurdsdatters og Erling Skakkes Søn. Hvor stor Tillid man kan skjænke Snorres udførlige Referat af de forudgaaende Forhandlinger – i Fagrskinna, der paa dette Punct har en Lacune, findes derom Intet – hvor Talere optræder i oratio recta, faar staa derhen. Men der er her en Omstændighed tilstede, som ikke alene lades uomtalt af Snorre, men som, saavidt jeg veed, heller ikke
