betydelig yngre. Førstnævntes Affattelsestid sættes nu med Rette saalangt ned i Tiden som 1230–1240, altsaa samtidig med Snorres Historieskrivning; den sidste kan altsaa ikke have benyttet Fagrskinna. Nu maa vistnok Morkinskinna, der antages ligesom Fagrskinna og Snorre at have fort Fremstillingen ned til 1177, men hvis senere og os her vedkommende Stykker ere tabte, rimeligvis være at henføre til en lidt ældre Tid (henimod 1230), og den har maaskee ligget til Grund for Fagrskinna.[1] I ethvert Tilfælde staar altsaa Saxo Begivenhederne noget over en Menneskealder nærmere. Hertil kommer, at Saxo ganske sikkert gjennem sin daglige Omgang med Absalon, om hvis politiske Indflydelse og Betydning det er overflødigt at tale, har havt en særegen Adgang til at kjende Tidens danske og dansk-norske Politik og blive indviet i alle dennes Hemmeligheder. Snorre derimod og de anonyme Forfattere af (Morkinskinna og) Fagrskinna vare neppe i det heldige Tilfælde at kunne belæres af saadanne i Rigsanliggender nøie indviede Personligheder. De skreve i Haakon Haakonssøns Regjeringstid. Men da laa ikke alene, som Enhver veed, Erling Jarl, Magnus Erlingssøn, Erkebiskop Eystein og alle den Tids mægtigste Nordmænd forlængst i sin Grav, men – hvad der ikke nok kan fremhæves – Sverres voldsomme omvæltninger havde knust de Ætter og Kredse, i hvilke Overleveringen fra de nævnte Mænds Dage under normale Forhold maatte kunne tænkes bevarede. Biskop Nicolaus af Oslo († 1225) har maaskee været den sidste, ganske vist høist ensidige og lidet paalidelige Bærer af hine Dages mere intime politiske Erindringer. Selv en Mand med Snorres Evner
- ↑ Jeg holder mig med Hensyn til disse Kildeskrifters sandsynlige Affattelsestid til Finnur Jonssons: Den oldnorske og oldislandske Literaturs Historie. II. S. 625–639. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
