han omtaler Magnus den godes Succession efter Harde-Knud i Danmark, i høie Ord roser sine Landsmænd for den Samvittighedsfuldhed, hvormed de respecterede den mellem Magnus og den danske Konge trufne Arvepagt, idet de fandt sig i at foretrække den fremmede Magnus for Sven Estridssøn, der var af dansk Kongeblod[1]. Det tør antages, at han her har villet rose sine Landsmænd paa de Norskes Bekostning.
At Saxo saaledes, idetmindste til sine Tider, har været uvillig stemt mod de Norske, bør dog ingenlunde i væsentlig Grad forringe vor Tillid til ham som Fortæller af den virkelig historiske Tids, navnlig Samtidens Historie. Jo mere den norske Historieforskning kommer til at erkjende, at der ikke kan tillægges islandske Traditioner en saa vidtgaaende Tillid, som hidtil er viist dem, vil Saxos Værd sikkert blive mere og mere paaskjønnet.
Her skal kun gjøres et Forsøg paa en Sammenstilling af hans Historie med de sagamæssige Kilder til Magnus Erlingssøns Historie. Disse Kilder ere, som bekjendt, Fagrskinna og Snorre; Knytlinga Saga kan ikke komme i Betragtning. Selvfølgelig bliver her nærmest kun Tale om de Partier af Norges Historie i denne Konges Dage, der angaa Norges Berøringer med Danmark.
Det er indlysende, at Saxo ligeoverfor disse to islandske Kildeskrifter til Historien i Tiden fra 1161 nødvendigvis maa have visse Fortrin, hvilke dog hidtil ingenlunde ere ret bemærkede eller fremhævede.
Saxo levede nemlig for det første samtidig med hin Tids Begivenheder, medens Fagrskinna og Snorre ere p. 540.
- ↑ Saxo p. 538.
