udtaler her, at det neppe kan negtes, at Udtrykkene tale for, at Saxo ikke har yndet de Norske. Knude det end tænkes, at disse til Fortællingen om ældgamle Oldsagn knyttede Udbrud nærmest kun burde forstaaes som rhetoriske Udbrud, er der dog ogsaa andre Steder hos Saxo, der bestemt tyde paa, at han ikke har holdt af Nordmændene. Fornemmelig bør her mærkes nogle meget heftige Ytringer i Sven Tveskjægs Historie. Saxo giver her en fabelagtig Fortælling tilbedste om Olaf Tryggvessøn og Sigrid Storraade. Det hedder, »at Olaf havde stevnet Sigrid til sig ombord paa et Skib, og da hun traadte ud paa en til dette anbragt Bro, blev Brættet, hun gik paa, trukket bort under hende, saa hun styrtede paa Hovedet i Vandet. Søfolkene, som havde faaet Befaling hertil, nøiedes saa ikke med at have tilføiet den ophøiede Dronning denne Tort, men for at lade hende forstaa, at de ansaa hende for et liderligt Kvindfolk, gave de sig til at raabe og vrindske ad hende. Dette var norsk fin Opførsel, fuld af Svig og Spot – hvo som viser det Folk Godhed og Venlighed, maa sandelig være belavet paa at faa alt andet end Tak derfor.«[1] Allerede Torfæus, hvis mangen Gang mærkeligt skarpsindige Bemærkninger ikke bør fornemt oversees, som den Keyser-Munchske Skole tidt har gjort (baade hvor det gjælder ham og Schøning), fandt det tænkeligt, at disse »Invectiver« staa i Forbindelse med Saxos Harme over Erling Skakkes formentlige Utaknemlighed mod Kong Valdemar[2]. En lignende Formodning udtaler P. E. Müller i Noterne til Saxo, uden som det synes at have været opmærksom paa Torfæus. Det kan derhos bemærkes, at Saxo, idet
