tager i et dansk Tog til Norge har havt Anledning til at lære Landet at kjende, idet man kan være vis paa, at ban har benyttet Leiligheden til at sætte sig ind i Forholdene og navnlig til at indsamle historisk Kundskab saa godt, som vel muligt.
Det seer ud til, at han ikke har følt sig tiltalt af Nordmændene. Flere Steder i hans Verk pege i denne Retning. Medens man neppe kan finde Ytringer hos Saxo, der tyde paa Uvilje mod de Svenske, thi dertil kan man dog ikke egentlig regne hans Paastand, at intet Folk villigere optager Landflygtige eller lettere bortjager dem[1], har han strengere Domme om de Norske. Han beskylder dem saaledes for, at de fremfor noget andet finde Behag i at drikke umaadeligt[2]. Er nu dette maaskee kun en henkastet Ytring, vidner et andet Sted om en dybere Antipathi. Det er der, hvor Saxo fortæller om Svensken Gunnar, der angriber Norge og først ødelægger Jæderen og derpaa beseirer den norske Konge Regnald og saa for ret at hævne det overvundne Folk for dets Feighed satte en Hund til Høvding over det. Hvad skal man tro, at han hermed har tilsigtet, uden at lade et hovmodigt Folk føle sig grundig straffet for sit Overmod ved at maatte bøie sin stive Nakke for en gjøende Hund.« – – »Saaledes opnaaede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydeligt fik at føle, hvilket Skaar der var gjort i deres Stolthed, eftersom de saa sig tvungne til at vise en Hund Lydighed.«[3] Saxos Udgiver, P. E. Müller
- ↑ Saxo p. 683: Neque enim ulla gens exules aut promptius recipit aut facilius respuit.
- ↑ p. 653: Norvagienses summam in potionis magnitudine voluptatem habent.
- ↑ p. 352: Et plenus superbiæ populus insolentiam suam manifestius puniri cognosceret – – ita Norvagiensium tumore exploso obtentum est, ut liqvidius fastus sui detrimenta cognoscerent.
