op imod Nord. Saxo egen ovenfor citerede Bemærkning om Havnen Portør som Skueplads for en Bedrift af Sigurd Slembedegn peger jo uimodsigeligt paa, at Ankomsten til denne Udhavn har foranlediget, at man har givet tilbedste Fortællinger om Sigurd, ganske som det i vore Dage af og til hænder, at Passagerer paa et Dampskib, endog Folk af tarvelig historisk Dannelse, komme til at tale om 1812 og »Najadens« Undergang, naar man passerer den ikke langt fra Portør beliggende Havn Lyngør, eller om 1532 og Christiern II, naar man befinder sig i Nærheden af det i samme District beliggende Hestnes.
Valdemar kom til Norge 1168 som forbunden med et Parti, der bekjæmpede Magnus Erlingssøn. Det er utvivlsomt, at der paa hans Flaade befandt sig ikke faa endog ret fremstaaende Nordmænd. Saxo siger jo selv udtrykkelig til Slutning, at de »fornemme Nordmænd, som havde ledsaget Kongen«, skilte sig fra ham, da han omsider vendte om og seilede tilbage til Danmark, »fordi de skammede sig ved at forlade sit Fædreland«.[1] Herpaa lægger jeg megen Vegt. Det var naturligvis i de høiere Classer, at den historiske Tradition fortrinsvis var bevaret, og Saxo tor derfor formentlig i et saa udsøgt Selskab have havt Anledning til at høre fuldt saa indholdsrige og paalidelige Beretninger som de »Skippersagaer«, en Islænding maaskee kunde gjøre Regning paa at indsamle under en Kystreise paa et almindeligt Handelsskib.
Om Mythologi og Sagnhistorie udtaler jeg mig ikke. Men det forekommer mig indlysende, at Saxo ikke kan andet end faa en ikke lidet større Betydning som Kilde til norsk Historie, naar man tør antage, at han som Del-
- ↑ Saxo p. 821: Norvagiensis nobilitas, quæ venienti regi comes extiterat, linqvendae patriae pudore revertentem prosequi supersedit.
