fatteren, skaffet sig Part i et Skib, der gik mellem Island og Norge, hvor der rimeligvis var baade Islændinger og Nordmænd ombord, og er saa kommen til en norsk Havn, allersnarest til Nidaros. For nu at komme derfra til Danmark, er han enten gaaet ombord paa et Skib, som har havt dette til directe Maal, eller i Mangel deraf paa et, der gik til det sydlige Norge, og er saa kommen ned langs vestkysten til Lindesnes, hvorfra Skibet enten har sat Kurs ind efter Oslo eller seilet lige over Skagerrak forbi Skagen til Kattegat og Øresund.
Videre udvikler nu Forfatteren, at samtlige de norske Stedsnavne, der forekomme i Saxos Fornaldarsagaer, findes netop paa Kysten fra Throndhjemsfjorden til Lindesnes. »Islændingen« skulde da under sin Seilads langs Kysten have hørt Sagaerne og mærket sig Localiteterne. For at gjøre en saadan Antagelse sandsynlig anfører han Steder af Landnámabók, der skulle »give et Billede af, hvorledes den lange Seilads langs Kysten kortedes ved Fortællinger om de mærkelige Steder, man saa underveis«. Dr. Olrik udfinder, at »Saxos Stedfæstelser fordele sig paa hele Kystlandet fra Throndhjemsfjorden til Norges Sydspids«. Han paapeger Øen Hiteren med Baldershagen, Frøkasund, Rusla ved Indseilingen til Sognefjorden, Stikla paa Karmøen, Rennesø, Aumar o. s. v.
Som Resultat finder nu Dr. Olrik, »at hans Gjetning, at Saxos Fornaldarsagaer egentlig ere Skippersagaer, løser en hel Række Vanskeligheder« (hvilke jeg dog her ei vil gaa nærmere ind paa).
Villig anerkjender jeg Skarpsindigheden i Dr. Olriks udførlig fremsatte Hypothese. Men jeg tillader mig dog at spørge, om ikke »Vanskelighederne« endnu lettere end gjennem en Islændings hypothetiske Reise »løses« gjennem Sandsynligheden af Saxos egen personlige Færden langs den norske Kyst i det mindste fra Tønsberg og til langt
