den Tid skrevne og til Erkebiskop Andreas Sunessøn stilede Fortale til sit historiske Verk[1]. De Ord om det »yndigste«. (amoenissima) Danmark og det vilde Norge (tot inculta locorum spatia – – nihil praeter aspera saxa atque invias rupes), som han under Beskrivelsen af Norgestoget lægger i Munden paa Nils Oxe, der vilde bevæge Valdemar til at vende om allerede ved Tønsberg, disse Ord ere ret overensstemmende med Fortalens kun endnu en Smule mere rhetoriske Udmaling af Norges ublide Natur[2]. Observationen af de lyse Nætter gjentages ogsaa i Fortalen, om end i varierede Udtryk.
Den danske Forsker Dr. Axel Olrik, der har givet saa vigtige og betydelige Bidrag til Belysning af Saxos Oldhistorie og dens Kilder, har gjort sig megen Flid med at paavise, hvorfra Historieskriverens mange norske »Fornaldarsagaer« stamme[3]. Han mener at have godtgjort, at Saxo har dem fra Island, ja endog at hans viden stammer fra en eneste, naturligvis Danmark besøgende Islænding. Men han mener tillige, at disse Saxos Fornaldarsagaer ere »tildannede og udformede af Nordmænd«. Islændingen skulde altsaa ikke have hørt disse Sagaer hjemme paa sin fjerne Ø, han maatte først have hørt dem i Norge og derefter have gjenfortalt dem for Saxo.
For nu at forklare, hvorledes dette er gaaet for sig, fremsætter Dr. Olrik skarpsindige Formodninger, om »hvad Berøring med Norge har en Islænding haft, som er reist fra sit Hjemland til Danmark?« (S. 280). Han har, mener For-
