mundingen ved Divenow« o. s. v. Er der da altsaa med Paludan-Müller Grund til at antage, at Saxo har ledsaget Absalon til Østersøens sydlige Kyster, bliver det ikke mindre sandsynligt, at han i 1168 har fulgt sin Herre til Norge.
Hvor langt mod Nord Valdemars Flaade er naaet i 1168, siger Saxo ikke bestemt, men fortæller kun, som vi have hørt, at man kom didhen, hvor Forskjellen paa Nat og Dag omtrent var borte. Munch[1] har ment, at man i dette Punct »neppe kan have været sydligere, end henimod Bergen, maaskee man endog var kommen lige til Stadtland«, og han tilføier i en Note, at »dette forsaavidt er det rimeligste, som Forbjerget der afgav ligesom en bestemt Grændse for Indenskjærsfarten«. Det synes imidlertid mere sandsynligt at antage, at Seiladsen har strakt sig endnu adskilligt videre mod Nord, thi Bergen, ja endog Stadtlandet hører dog til den sydlige Del af Norge, hvor Sommernatten ikke let er i den Grad lys, som Saxo her beretter, at den var ved Nordgrændsen for Toget. Efter Ordene[2] skulde man endog tro, at Valdemar var naaet til »Midnatssolens Land«, hvilket dog paa den anden Side. ikke er rimeligt. Sandsynligt turde det være, at han idetmindste er naaet op til f. Ex. Mundingen af Throndhjemsfjorden.
Det bør ikke lades ubemærket, at Iagttagelserne paa dette Tog aabenbart ligge til Grund for den kortfattede Omtale af Norges Natur, der findes i Saxos længe efter
- ↑ D. n. F. Hist. III, 27. Steenstrup (Danmarks Riges Historie I, 619) siger, at de Danske naaede »lige til Sognefjorden«. Men der er Forskjellen paa Nat og Dag ved Midsommerstid dog større end den af Saxo beskrevne, om end Sommernætterne overalt i Norge ere lysere end i Danmark.
- ↑ Der staar (Saxo p. 820): Ad qvarum (ɔ: noctium) lumen, solis beneficio procuratum, levi contemplatione exiles literae legi poterant.
