(hvis Navn i et Par af Rettebodens Afskrifter feilagtig opgives til Fidantius istedetfor Stephanus), og hvis Overholdelse er bleven edelig garanteret af 12 verdslige Høvdinger.
Spørges derimod, hvad Indholdet af Eden har været, giver Retteboden os kun Veiledning til den Slutning, at den maa være gaaen ud paa at sikre Kirkens „Frælse“, d. e. dens samlede Friheder og Privilegier. At den imidlertid i denne Retning maa have strukket sig meget vidt, ser vi af Haakon Haakonssøns Saga[1]. Da nemlig denne Konge i Aaret 1245 opfordrede Episkopatet til at udbede sig Pavens Tilladelse til at krone ham og herpaa fik det ham øiensynlig uventede Svar, at Biskoperne i saa Fald bl. a. forudsatte, at han vilde anvende samme Formular for Kroningseden som i sin Tid Magnus Erlingssøn, afbrød Kongen strax enhver Forhandling og erklærede, at „hvis vi sværge saadan Ed, som Kong Magnus har svoret, vilde det synes os, som om vor Hæder derved mere minkede end voxede; thi Kong Magnus brød sig ikke om, hvad han beedigede, naar han blot opnaaede, hvad han ikke var født til. Men med Guds Miskund anse vi os ikke at behøve at kjøbe[2] af Eder, hvad Gud rettelig har udseet os til efter vor Fader og vore Forfædre. Og det skal I sandelig vide, at med Guds Miskund skal jeg saa frit og uden enhver overlast erholde Kronen, at vi kan bære den ligesaa frit som andre rette Kongen ellers skal den aldrig komme paa vort Hoved.“ Og da saa to Aar senere Kardinal Vilhelm af Sabina havde indfundet sig i Bergen for at forrette Kroningen, og
