de Eder bevidne, som blev svorne for Legaten, dengang Jarlen reiste Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frælse“[1].
Nærmere angaaende denne Idde-aflæggelse erfarer vi af Snorres Beretning om Kroningen: „Erling Skakke og med ham 12 Lendemænd svor lovlige Eder med Kongen“, siger han. De ældre historiske Kilder indeholder rigtignok herom intet, og navnlig heller ikke Fagrskinna. Den eneste Hentydning, som findes, er, at Sverres Saga i den Tale, den lader Kong Magnus holde strax før sit Fald i Slaget ved Fimreite, lægger ham de Ord i Munden, at han ved sin Kroning endnu var „saa barnslig, at jeg hverken kunde raade for Ord eller Ed“. Men i Betragtning af det nys anførte Vidnesbyrd i Haakon Sverresøns Rettebod er der saameget mindre Grund til at betvile Rigtigheden af Snorres Beretning, som de 12 Lendemænds edelige Stadfæstelse i sig selv netop var den høitideligste Form, hvori Forsikring fra statsretslige Garantisters Side ifølge de Gamles Retssædvaner kunde gives[2]. Erlings egen Ed er derimod øiensynlig bleven anseet som aflagt af selve den ene kontraherende Part, idet Kongens Ed, omend ligeledes aflagt, dog som svoret af et Barn ikke kunde betragtes som tilstrækkelig bindende.
Det er altsaa sikkert nok, at Kong Magnus samt paa hans og egne Vegne yderligere hans Fader Erling Skakke under: selve Kroningsakten har svoret en særlig høitidelig Ed, som ifølge Haakon Sverresøns Rettebod er bleven modtagen af den tilstedeværende pavelige Legat
