For den var det nok, at nogen personlig underkastede sig, forat en Underkastelse retlig skulde foreligge. Da Kong Johan af England tog sit Rige til Len af Pave Innocents, skede dette ved rent personlig Beslutning og Indrømmelse fra hans Side, uden at nogen repræsentativ Forsamling dertil medvirkede[1]. Aftalen mellem Erling paa Kong Magnus’s og Eystein paa den hellige Kong Olafs Vegne var derfor fuldt bindende dem imellem, selv om Øieblikket endnu ikke er blevet anseet at være inde til helt og tydeligt at fremlægge den for Almenheden. Thronfølgeloven har, som udviklet, i deres Øine indtil videre været tilstrækkelig til udad at effektuere Overenskomsten. Den satte da ogsaa, i ethvert Fald, Erkebiskop og Geistlighed istand til, under en svag Forklædning, faktisk at udøve en Lensherres vigtigste Forret, Investituren.
En vigtig Kilde til Forstaaelsen af de politiske Foreteelser i Kroningsaaret er gaaet tabt for os derved, at Kong Magnus Erlingssøns Kroningsed ikke nogetsteds er bleven opbevaret, eller engang dens Indhold angivet.
Første Gang, den omtales, er i Kong Haakon Sverressøns bekjendte Rettebod af 1202 eller 3 om Kirkens Friheder, hvorved han stillede striden angaaende disse i Bero, uden at man fra nogen af siderne udtrykkelig opgav sine enkelte Paastande. I dette, i almindelige og forsonlige Talemaader redigerede Dokument heder det bl. a., at Kongen, „mit Kongedømme og hele kongelige værdighed uforkrænket“, vil tilstaa Kirken „alt det Frælse“, som tidligere Konger har stadfæstet, „og som
- ↑ Jfr. Stubbs, Constit. History of England I S. 521–22 og 526.
