dømmets Side vilde støde paa en Modstand, som det kunde være farligt at ægge. Saa er man da bøiet en Smule af og har valgt en forsigtigere Formulering, der i Virkeligheden gav, hvad man ønskede, uden helt og klart at udtale det.
Efter Storm’s Restitution af selve Lensunderkastelsesdokumentet er denne Forklaring i mine Øine den eneste mulige. Maurer, der ud fra sin modsatte Forudsætning om Brevets Falskhed gjennemgaaende bekjæmper min Opfatning, om han end i adskillige Enkeltheder giver mig Medhold, gjør dog tillige den videre rækkende Indrømmelse, at naar Erkebiskop Eystein først var Situationens Herre i den Grad, at han formaaede i Kirkens Interesse at fremtvinge en Thronfølgelov som den omhandlede, saa maatte han ogsaa have været istand til at drive Kongedømmets formelle Lensunderkastelse igjennem, hvis hans Krav overhovedet var gaaet saa vidt. Nu viser imidlertid det restituerede Dokument uomtvistelig, at netop herpaa gik hans Krav ud, og Maurers Indrømmelse bliver derfor dræbende for hans eget hele Syn paa Sagen. Hvad Eystein har forlangt, har han ogsaa vidst at sætte igjennem ligeoverfor dem, som det gjaldt at komme overens med.
Og i Henseende til selve Lensforholdet behøvede han ifølge Tidens Betragtning ingen andens Samtykke end Kong Magnus’s og dennes Formynder og Fader, Erling Skakkes. Naar der, især fra Paludan-Müller’s Side, er blevet antydet den Opfatning, at saalænge ikke Lensunderkastelsen udtrykkelig ligesom Thronfølgeloven var blevet lovformelig vedtagen af Folket paa Lagthingene, kunde den ikke ansees at være indgaaet i Rigets Statsret, saa er der nemlig imod en saa modern „konstitutionel“ Tale at anføre, at Middelalderen tænkte anderledes.
