saa bestemt udtalt og laa desuden, som sagt, Tidens Tankegang saa snublende nær, at Erling nødvendigvis, om han havde villet forkaste den reelle Forstaaelse, ogsaa havde maattet forkaste Symbolet derfor[1]. Det var imidlertid saa langt fra, at han forkastede Symbolet, at han tværtimod selv bevirkede det optaget i Thronfølgeloven med en udtrykkelig Motivering, der var vid og ubestemt nok til ogsaa at kunne omfatte et bestemtere, mere konkret Indhold. Heraf maa derfor umiddelbart sluttes, at det ikke er i Modsætning til, men i Overensstemmelse med Brevets Omtale af Kroneoffret, at dette ogsaa i Thronfølgeloven maa opfattes. Med andre Ord, Brevet kan, i sin rette Lydelse, ikke have været et ufuldbaaret Foster af Erkebiskopens Fordringsfuldhed, ikke et Udkast, han atter har maattet lade falde, men maa være selve den afsluttede Hovedoverenskomst, medens ordlyden i den for Offentligheden beregnede Lovudfærdigelse er bleven saavidt afdæmpet og fordunklet, at den ikke strax behøvede at vække unødige Anstød. I Brevet derimod, som havdes i Baghaand, forelaa den egentlige Mening udtalt i hele sin Klarhed og Krashed.
Og Grunden til denne Dobbelthed, Motivet for indtil videre at bevare selve Lensunderkastelsen som en statsretlig Hemmelighed, medens man i Løven nøiede sig med at trække de ydre Konsekventser i Retning af Kongevalg, ledet af Erkebiskopen, og Kronens Offring i Erkebiskopens egen Kirke, kan kun have været, at man under Forhandlingerne i Bergen har skadet sig Underhaandsvished for, at en mere aabenlys Kapitulation fra Konge-
- ↑ Denne Argumentation er af mig allerede kortelig anvendt i Skriftet af 1868–69, men derpaa af Maurer, fra hans Standpunkt, udførligere gjennemført l. c. S. 56.
