meget tydelige Ord formulerede Lensunderkastelse, – „in perpetuæ subjectionis testimonium“. Denne Kronens Offring ved Kongens Død bestemmes imidlertid ligesaa udtrykkelig i den nye Thronfølgelov, alene med den afdæmpede Forklaring, at den skal ske „for hans Sjæl“, og at Kronen skal „hænge der evindeligen Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“ („til dyrðar“). Allerede som det her motiveres, er dette lovbestemte Offer fra en afdød Konges Side meget besynderligt. Det pleiede jo dog i det mindste i Formen at være en frivillig Sag, om og hvad man vilde offre „for sin Sjæl“. Paatog man sig derimod en retslig Forpligtelse i saa Henseende, forvandlede Offeret sig ifølge Tidens Tankegang til en Udredsel fra en Underordnet til en Overordnet. Tienden og navnlig Peterspengene anskuedes jo ligeledes egentlig som Offre; men den Omstændighed, at de var lovbestemte og tvungne, medførte for Udrederne en Art Underkastelse.
For Datiden kunde det derfor allerede i sig selv være vanskeligt at undgaa at opfatte det som et Tegn paa en vis Underordnethed fra Kongedømmets Side, naar der i den nye Thronfølgebestemmelse lovfæstedes, at Kongens Krone skulde offres og ophænges i Nidaros Kathedralkirke „Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“. Men endnu vanskeligere lod denne Tolkning sig afvise, hvis der, før nævnte Lov blev vedtagen, af Erkebiskopen var bleven forelagt Erling og Magnus et Udkast, som disse rigtignok havde nægtet sin Underskrift, men hvori Kronens Offring udtrykkelig var sagt at skulle danne et Vidnesbyrd om Kongedømmets Lensunderkastelse. Thi hvis saa havde været Tilfældet, kunde Erling umulig i samme Øieblik have givet sit Samtykke til Kronens Offring overhovedet. Den symbolske Betydning, denne høitidelige Handling ifølge Brevet skulde have, var der
