underkastelsesdokumentet aldrig er blevet mere end et Udkast, idet dets lovformelige vedtagelse fra Kongedømmets Side ikke skulde have fundet Sted. Oprindelig fremsat af Paludan-Müller, har denne Hypothese vundet Bifald saavel hos Jessen og Sars som ogsaa, omend med et bestemt Forbehold, i min egen ældste Behandling af Emnet. Muligheden ogsaa af denne Forklaring er imidlertid efter Gustav Storm’s Undersøgelse af Dokumentet bortfaldt. Restitueret og reduceret til sit oprindelige Indhold og Omfang, kan der mod Brevets Autenticitet ikke heller fra Formens Side længer reises gyldig Indvending. At det neppe har været dateret, er .ikke andet, end hvad der endnu længe i norske Kongebreve tildels undlodes[1]. Og hvad de mere almene „indre“ og „historiske“ Grunde angaar, der skulde tvinge os til at formode, at Erkebiskop Eystein nok har drevet paa, men ikke formaaet at sætte igjennem Brevets endelige Udfærdigelse, saa er de dels allerede ovenfor under Henblik paa de daværende politiske, ikke mindst kirkepolitiske Retninger belyste, dels vil de i det følgende i andre Forbindelser paany blive drøftede. Her er det derfor tilstrækkeligt at pege paa en enkelt Omstændighed, som baade taler afgjørende mod, at Lensunderkastelsesdokumentet er forblevet et blot og bart Udkast, hvilket man har vægret sig ved at ophøie til virkelig afsluttet Overenskomst, og som samtidig tjener til at oplyse os om, hvorfor Lensforholdet ikke udtrykkelig omtaltes i selve Lovtexten.
Søm ovenfor fremhævet paabyder Dokumentet ved hver Konges Død hans Krones ofring til den hellige Kong Olaf til Vidnesbyrd om den i Brevet lige forud i
- ↑ Se Maurer l. c. S. 48.
