tidligere var blevet trufne mellem Eystein og Erling personlig, kunde her først Forhandlingerne for Alvor optages og Modstand i Tilfælde mødes og modvirkes.
Og at Modstand i en vis Grad er reist og har givet Anledning til videre Drøftelser saavelsom til formelle Endringer i de vedtagne Beslutningers oprindelig paatænkte Ordlyd, derom, mener jeg, at der i den paafaldende Forskjel mellem, hvad der siges i Lensunderkastelsesbrevet og i Thronarvefølgeloven, ligger et uforkasteligt Vidnesbyrd.
Om Nationalhelgenens (og Erkebiskopens) Lenshøihed over Kongedømmet, det mest principale Punkt i Overenskomsten, forholder nemlig den nye Lov sig, i det mindste tilsyneladende, fuldkommen taus. Heraf drog Maurer, ledet dertil i nogen Grad ved Antydninger hos Thorkelin og P. A. Munch, den Slutning, at Dokumentet om Lenshøiheden maatte være en eneste stor Opdigtelse fra et helt Aarhundrede senere. Storm’s Undersøgelser har vist, at denne Slutning var forhastet. Dokumentet har, forfattet af Erkebiskop Eystein personlig, været til i alt væsentligt i den af Storm som oprindelig paaviste Skikkelse. Hvorfor er da dets Hovedbestemmelse, Lensunderkastelsen, ikke direkte kommen ind ogsaa i den nye Lov? Hvorfor har man ikke begrundet dennes næsten ligesaa overraskende Bud om, at herefter Geistligheden under Erkebiskopens Ledelse skulde have Hovedafgjørelsen ved enhver Sukcession i Kongedømmet, med den Oplysning, at Kongen som Kirkens Vasal herefter som enhver anden Vasal maatte bekræftes og indsættes i sin Stilling af Overherren?
Forklaringen af, at dette Led mangler i Thronfølgeloven, er – bortseet fra Maurer’s nysnævnte Antagelse – fortrinsvis bleven søgt i den Formodning, at Lens-
