gamle Kongestamme vilde vinde Almenheden for sig. Og skede dette, vilde Flertallet af de Stormænd, som havde knyttet sin Skjæbne til Erling og Magnus, uvægerlig gaa til Grunde. Under disse Omstændigheder maatte det for Partiet desuden veie særlig tungt i Vægtskaalen, at Erling Skakke allerede havde bundet sig og det. Under hans Besøg om Vaaren i Nidaros var der blevet truffet en Overenskomst mellem ham og Erkebiskopen, hvis Enkeltheder rigtignok neppe var Rigsmødets fleste Deltagere helt ud bekjendte, men hvis Fravigelse i selve Hovedpunkterne paatageligvis med en Gang vilde føre Erkebiskopen og med ham Geistligheden i dens Helhed over i Dødsfiendernes Leir.
Saadan var den politiske Stilling, seet fra de nærmest afgjørende Høvdingers Standpunkt, og Erkebiskopen har i fuldeste Maal søgt at udnytte den. Men ogsaa for hans Vedkommende har der dog været visse Hensyn at tage, visse Bærere af offentlig Mening, som ikke altfor voldsomt og uforberedt kunde stødes for Hovedet. Det var jo ingenlunde den hele Høvdingeklasse, som var saa fast forbunden med Erling og Magnus, at den af personlig Interesse var tvungen til at gaa ind paa hvadsomhelst. Dette gjaldt nærmest kun en anseelig Fraktion, navnlig af det vestenfjeldske Aristokrati. Især nordenfjelds havde denne Gruppe tværtimod seige og mægtige Modstandere. Ligeoverfor disse maatte det undgaaes at give sig altfor aabenbare Blottelser. Hvor langt man i saa Henseende kunde gaa, vilde bero paa Omstændighederne, og man fik forsaavidt prøve sig frem. Forsøget kunde imidlertid øiensynlig først ske under Rigsmødet ved og i Anledning af Kroningen. Der samledes Lendemændene fra alle Landets Egne og paa den anden Side Kleresiet med Erkebiskopen i Spidsen. Udover de engere Aftaler, som
