At disse Overveielser, som jeg i mit Ungdomsarbeide af 1868 „Det norske Aristokratis Historie“ S. 142–43 har ment at kunne forudsætte, udelukkende tog Hensyn til den Forbedring af Landets Statsret, som Enekongedømmet og Thronarvingens ægte Fødsel medførte, er vistnok en altfor ideel Opfatning af baade Mænd og Maal[1]. Sars maa forsaavidt[2] indrømmes at have Ret, naar han i sine Modbemærkninger („Udsigt“ 11 S. 107–8) gjør gjældende, at det meget mere var „Hensyn til egen Fordel og til særskilte politiske Interesser“ hos de ledende Høvdinger personlig, som i Øieblikket afgjorde Sagen, og at de, hvor det gjaldt at sikre sig noget Gjengjæld for de overordentlige Rettigheder, den nye Lov indrømmede Geistligheden, „ere blevne staaende ved opnaaelsen af rent personlige Fordele“, der „ikke komme tilsyne gjennem Lovparagrafer og konstitutionelle Former“.
Tingen var nemlig øiensynlig den, at de Partifæller, som havde samlet sig om den unge til Kongedømmet ikke „odelsbaarne“ Magnus Erlingssøn, derved havde indladt sig paa et saa vovsomt Foretagende, at de følte sig nødsagede til for enhver Pris at faa den allerede mægtige Geistlighed og navnlig den kraftige og myndige Erkebiskop med sig. Uden denne Støtte var der al Udsigt til, at en eller anden af de gjenværende Ætlinger af den
- ↑ Jfr. dog allerede den ovenfor S. 52 anførte Bemærkning hos William af Newbury, hvilken ialfald tør vise, at det nævnte Hensyn er blevet paaberaabt og altsaa har været anseet egnet til i videre og af de politiske Partiforhold mere uafhængige Kredse at gjøre Indtryk.
- ↑ Men ogsaa kun forsaavidt. Ligeoverfor Sars’s Opretholdelse – omend i Virkeligheden i stærkt afsvækket Form – af Munch’s Lære om den ved Kroningsaftalerne istandbragte Deling af Magten mellem Aristokrati og Geistlighed fastholder jeg i alt væsentligt mit dengang indtagne Standpunkt.
