Høvdinger. I den sidste Menneskealder havde disse under Harald Gilles og hans sønners Regjerings- og tildels Formynderskabstid mere end nogensinde havt Leilighed til at øve direkte og afgjørende Indflydelse paa Landsstyrelsen og herigjennem at træde frem som den bevidst herskende Samfundsklasse. At de uden videre skulde finde sig i at afstaa denne fremskudte Stilling til den endnu noksaa fersk organiserede Geistlighed og navnlig ved den nye Thronfølgelov frasige sig enhver selvstændig Andel i de nyindførte Kongevalg, er høist paafaldende. Lendemændene, som dannede Høvdingeklassens talrigste og mest indflydelsesrige Gruppe, nævnes overhovedet ikke udtrykkelig i den nye Lovbestemmelse, men indbefattes alene under den videre Betegnelse „Hirdstyrere“, som hvilke de i Anledning af et Thronskifte ikke tildeles anden Funktion end den ret ubestemte, at indfinde sig „hos den hellige Kong Olaf“ „med hele Hirden“ „til Overlægning med Erkebiskopen“. Til at deltage i selve Kongevalget sammen med Bisperne bliver en Lendemand derimod kun berettiget, hvis han af Biskopen i sit Hjemstift tages med blandt de af denne opnævnte „12 forstandigste Mænd“. Det siger sig selv, at en saa paatagelig Tilsidesættelse af dem, som hidtil havde udgjort den mægtigste Faktor i Stat og Samfund, ikke kunde gaa hverken ubemærket eller upaatalt for sig. Det kan derfor heller umulig slaa feil, at der paa Rigsmødet i Bergen fra verdslige Hold har reist sig Indvendinger imod den nye Statsorden, uden at de dog har formaaet at hindre den endelige vedtagelse af den nye Lov.
Følgelig har der hos Rigsmødets verdslige Ledere gjort sig andre overveielser gjældende, der trak endnu stærkere i modsat Retning og tvang dem til at samtykke i Geistlighedens og Erkebiskopens anmassende Krav.
