Nidaros og med den hele den kanoniske Kirkeorganisation i Landet i Aaret 1163 endnu ikke var mere end 11 Aar gammel, og at Kongerne tidligere i Regelen selv havde besat Bispestolene med, hvem de for godt befandt. En omvæltning i Anskuelserne, hvorved Forholdet nær indpaa blev det omvendte, har umulig i Løbet af et eneste Decennium saa alment kunnet gjennemføres, som Vedtagelsen af saa splinter nye Thronarvefølgeprinciper forudsætter. De maa følgelig, ligesom den allerede omhandlede Grundsætning om Enkeltkongedømmet, i sin Helhed skyldes et overordentlig stærkt Press, som Geistligheden paa Grund af den tilfældig indtraadte politiske Stilling har kunnet udøve for at bringe istand, hvad man med en nyere statsretlig Udtryksmaade helst bør betegne som et Statskup.
At dette paa det nærmeste har hængt sammen med Erling Skakkes og hans Tilhængeres Ønske om at se den unge Kong Magnus kronet og salvet til den Kongeværdighed, hvortil han ikke var født og baaren, er selvsagt. Men at gaa, som den nye Lov gjorde, lige derhen, at man indrømmede Rigets Erkebiskop en udtrykkelig Ret til at modsætte sig Hyldningen af ethvert Kongsemne, som han personlig ikke fandt „bedst skikket“ „til at varetage baade Guds Ret og Landslovene“, det kunde man ikke undlade at opfatte som Udslag af en Tankegang, der førte langt videre end til den kirkelige Indvielse af et nyt Kongehus. Det var aabenbart saavel i Princip som i Anvendelser at gjøre Erkebiskopen til den egentlige baade verdslige og geistlige Overherre i Riget.
Traf saaledes den anførte Statsforandring den store Almenhed fuldkommen uforberedt, gjaldt dette ikke mindst dens daværende vigtigste Repræsentanter, de verdslige
