er Flertal, medmindre „Erkebiskopen og andre Biskoper er enige“ med det. Valgets Gyldighed er med andre Ord umiddelbart betinget af Tilslutning og Samtykke fra Erkebiskopens og de med ham samstemmende Biskopers Side. Det er derfor en ganske korrekt Opfatning af Bestemmelsen, naar denne i Konventionen til Bergen af 1273 i Korthed gjengives med, at „reges Norwagie debere eligi et in eleectione archiepiscopum et episcopos regni inter ceteros electores vocem præcipuam obtinere“.
Og i denne Sammenhæng maa endnu en Omstændighed fremhæves: den dominerende Stilling, som Lovstedet tilkjender Erkebiskopen personlig. Han er i Virkeligheden den eneste Deltager i Kongevalget, som ikke kan blive overstemt. Hans Villie skal altsaa i ethvert Fald være den afgjørende. Hvem eller hvad ban bestemt modsætter sig, faar ikke Fremgang, hvormeget end et overveiende Flertal, endog inden Episkopatet, stemmer for. „Den, som synes Erkebiskop og Lydbiskoper at være bedst skikket“, – „de .., som udgjøre Flertallet, og som Erkebiskopen og andre Biskoper [der staar ikke „alle de andre“] er enige med“. Medens alle Landets øvrige geistlige og verdslige Stormænd i Anledning af Kongevalget maa begive sig paa Reise, sidder han alene rolig i Nidaros, afventende, at de indfinder sig hos ham „til Overlægning med Erkebiskopen“.
Her maa man derfor atter med Forundring spørge: hvorfra kommer saa pludselig disse i Rigets Forfatningsret dybt indgribende nye Lovregler? Hvorledes og ved hvad er de blevne forberedte og begrundede? Forklaringen heraf er unægtelig ikke lykkedes dem, der – med Paludan-Müller og Maurer – har ment at burde forkaste Muligheden af Kongedømmets Lensunderkastelse under Kirken. Det maa erindres, at Erkebispestolen i
