af den nye Lovs egne efterfølgende Bestemmelser. Disse gaar nemlig ud paa i sin Helhed at lægge Haandhævelsen af Thronarvefølgen i Geistlighedens Haand.
Allerede det tilsyneladende saa uskyldigt udtrykte Vilkaar for ældste Søn til at arve Thronen, at han ikke skal være „betagen af ondskab eller Uvid“, aabner saaledes en chikanøs Udvei til at tilsidesætte ham for den af hans samfædre Brødre, „som synes Erkebiskop og Lydbiskoper bedst skikket derfor, saavelsom de 12 forstandigste Mænd fra hvert Bispedømme, som de opnævne med sig“. Den samme Skikkethed forlanges dernæst i paakommende Tilfælde ogsaa af fjernere Thronarvinger, og i denne Forbindelse definerer Loven den derhen, at den, der vælges, „skal egne sig bedst for at varetage baade Guds [d. v. s. Kirkens] Ret og Landslovene“. Er der i saa Henseende ulige Meninger blandt Valgmændene, „skal de afgjøre Sagen, som udgjøre Flertallet, og som Erkebiskopen og andre Biskoper er enige med“. Man sikrede sig følgelig, at Hensynet til „Guds Ret“ i ethvert Fald ikke vilde blive tilsidesat.
Overhovedet foreskriver den nye Lov ved hver indtraadt Thronledighed en Art Valghandling. Til Trods for Hovedsætningen om ældste ægtefødte Søns udelte Arveret – hvilken derved i Virkeligheden synker ned til et Slags personlig Præsentationsret – paabydes det Landets samtlige geistlige og verdslige Høvdinger tilligemed Hirden og 12 af Biskopen i hvert Stift opnævnte „forstandigste“ Mænd at begive sig til Nidaros „til Overlægning med Erkebiskopen“. Og overveielserne skal gaa ud paa – eventuelt ved formelig Afstemning – at udpege og hylde den, som ifølge den ovenanførte Betragtning erkjendes „bedst skikket“ til at være Konge. Det nytter imidlertid i saa Henseende Flertallet intet, at det
