endn høiere Grad havt i Danmark, og overhovedet var det 12te Aarhundredes Europa saa vel vant med Ufred baade indad og udad, at man maa tænke sig Indtrædelsen af ganske særlig heldige og afgjørende Forhold, forat de mere fredelig anlagte Elementer i Folket skulde finde en velkommen Leilighed til helt at bryde med den nedarvede statsret og sætte Førstefødselsretten til Thronen i Samarverettens Sted.
I Virkeligheden gik det endnu mere end et Aarhundrede, inden Landets almindelige Opinion i denne Retning havde klarnet og fæstnet sig saavidt, at man fik se den ældste Kongesøns Ret praktisk hævdet ligeoverfor den yngres. Dette skede nemlig som bekjendt først ved. Thronskiftet i 1280, omend en ny Thronfølgelov af 1260 endelig i Principet havde indført den nævnte Ordning. Endnu ved Aaret 1255 havde en saa omsigtsfuld Hersker som Kong Haakon Haakonssøn af Retfærdighedshensyn ligeoverfor sin yngre Søn modsat sig Reformen[1]. Saameget mere fremmed og forkastelig maa Tanken i 1163 være forekommet de allerfleste.
Naar den da ikke desto mindre allerede den Gang blev lovfæstet, maa det derfor, som sagt, have havt sin specielle Aarsag i Tidsomstændighederne, d. v. s. Geistligheden, som ogsaa senere, navnlig i 1255, var Reformens Bærer, har benyttet sig af Forhandlingerne om den første Kongekroning i Landet til at tvinge den nye Thronfølgeordning igjennem paa et Tidspunkt, som skulde vise sig at være altfor tidlig valgt.
At dette er den hele Sammenhæng, og at Forandringen altsaa paa hin Tid ingenlunde svarede til et almindeligt Landsønske, fremgaar da ogsaa tydelig nok
- ↑ Se Munch N F H IV 1, S. 147.
