udse, og Bestemmelsens Hensigt og Indhold maa overhovedet betragtes i det Lys, hvori den af Rigsmødet i Bergen 1163 selv saaes. Desto vigtigere bliver det at fastslaa, at den medførte en radikal Forandring af den mest betydningsfulde Art i Rigets hidtil gjældende Forfatningsret.
Medens nemlig det norske Kongedømme hidtil havde været „Odel“, d. e. arvelig Eiendom i Harald Haarfagres Ætt og som saadan delbart mellem alle denne Ætt tilhørende, anerkjendte mandlige Arvinger, ægte saavelsom uægte, bestemte Thronfølgeloven af 1163, at Kongedømmet skulde være udelbart og ifølge Hovedregelen altid tilfalde den afdøde Konges ældste, ægtefødte Søn.
Allerede denne Bestemmelse brød saa stærkt med de rodfæstede Anskuelser og Retsvaner i Landet, at man uvilkaarlig spørger, hvorledes det er gaaet til, at den nye Arvefølgeregel saa pludselig og, som det af Omstændighederne fromgaar, saa uforberedt har kunnet vinde Rigsmødets og Lagthingenes Bifald. Man kan vistnok henvise til de ulykkelige Erfaringer, som Samkongedømmet navnlig i den sidste Menneskealder havde bragt Nordmændene ved at medføre aabne Feider indenlands og gjentagne Kongedrab[1]. Men slige Uroligheder og Voldsomheder havde man samtidig af lignende Aarsager i
- ↑ At denne Opfatning ingenlunde har været ubekjendt for Datiden selv, sees af den engelske Historieskriver William af Newburys i Aarene nærmest før 1198 forfattede Værk, hvor det om Kong Magnus’s Kroning heder, at „prudentes et nobiles regni“ ved en saadan ny Statsskik „priscæ consuetudinis dedecus abolitum crediderunt“, ved hvilken skammelige Sædvane netop sigtes til Kongedømmets Nedarvning paa en hel Del ligeberettigede og derfor indbyrdes stridende Arvinger. Se nu G. Storm’s Aftryk af Newbury i Hist. Tidsskr. IV 2 S. 189.
