sikkert Spor, i Eidsivathingsloven[1]. Den hentydes end videre til i Pave Innocents III’s Bansættelsesbulle af 6te Oktbr. 1198[2] og er ligeledes øiensynlig identisk med den Lovbestemmelse, som i Aaret 1239 af Hertug Skule’s Tilhængere oplæstes for denne for at bestyrke ham i hans Prætensioner paa Thronen[3]. Endnu i Konkordatet til Bergen af 1273 paaberaabes den under Betegnelsen „quædam constitutio antiqua patriæ forte per eumdam Magnum edita“. Endeligt er det umiskjendeligt nok, at den har dannet den redaktionelle Hovedkilde for den Thronfølgelov af 1260, som er os opbevaret i Yngre Gulathings Kristenret Kap. 5, Jarnsíða Kap. 10, og Biskop Arnes islandske Kristenret Kap. 4, samt derigjennem atter for den senere gjældende Bestemmelse af tilsvarende Indhold, som foreligger i Magnus Lagabøters Landslov II 6. Den formelt gyldige vedtagelse af Thronfølgeloven fra Magnus Erlingssøns Kroningsaar er derfor mindst ligesaa autentisk bevidnet, som Tilfældet er med hvilkensomhelst anden i de gamle Lovtexter optagen Lovregel.
En anden Sag er det, at den aldrig opnaaede at blive praktisk befulgt, idet den saavelsom Kongedømmets hele Overenskomst med Kirken i Virkeligheden bortfaldt allerede ved Kong Magnus Erlingssøns egen Død. Trods forskjellige Tilløb fra Geistlighedens Side for at faa Overenskomsten fornyet – hvorom nedenfor – kaldtes Løven heller aldrig senere til Live. Men dette Udfald kunde man jo ved Magnus Erlingssøns Kroning ikke for-
- ↑ Maurer, Eingangsformel, S. 321–22 og 335 jfr. 343.
- ↑ Dipl. Norv. VI Nr. 7, S. 10, hvorom min Norske Aristokratis Hist. S. 133 i Noten og Maurer, Schenkung, S. 40.
- ↑ Maurer, l. c. S. 42.
gaaende Begyndelse af Kristenretten. Maurer’s Godkjendelse af denne Slutning læses i (Norsk) Hist. Tidsskr. II 6, S. 217.
