Biskoperne havde faaet ham til paany at begjære, at Kongen skulde „aflægge saadan Ed, som Kong Magnus Erlingssøn, der først kronedes i Landet“, afviste Kong Haakon ogsaa ham paa staaende Fod med samme Skarphed, som han havde benyttet forrige Gang, da Forlangendet fremsattes: „Selv om nogen Konge skulde have forsikret („játt“), hvad han ikke havde Myndighed til, vil vi strax sige Eder Sandheden, Herre, hvis I vil give os Kroning ved noget Slags. Akkordering, nemlig at før vil vi ingen Krone bære, end tage paa os nogen Ufrihed („úfrelsi“)“.
Disse bestemt afvisende Ord, som strax bragte den pavelige Legat til at føie sig, vidner ikke mindre end det forudgaaende kraftige Svar til Biskoperne umiskjendelig om, at i Kong Magnus Erlingssøns Kroningsed har været optaget Led, som Kong Haakon har betragtet som ganske uforenelige med Kongedømmets Frihed og Værdighed. Af svaret til Biskoperne tør det desuden erkjendes at fremgaa, at det Punkt, hvorimod Kongen særlig forvarede sig, har angaaet selve hans Ret til Kongedømmet. Han hævder med Styrke sin Arveret til Thronen i Modsætning til, hvad han kalder „at behøve at kjøbe“ den af Biskoperne. Ved at aflægge Magnus Erlingssøns Kroningsed vilde han altsaa i sine egne og andres Øine faa Udseende af at tilforhandle sig Kongedømmet af Episkopatet og dette omvendt af at raade for hvem der skulde føre Kongenavnet med Rette. Men hermed kan Kongen ikke sigte til andet end Kong Magnus’s Thronfølgelov, der jo netop gav Biskoperne en saadan Raadighed. Kong Magnus’s Edsformular maa følgelig i en eller anden Form have indeholdt en Indrømmelse af, at han overensstemmende med denne Lov skyldte Geist-
