lighedens gjennem Kroningen udtalte Anerkjendelse sin Kongeværdighed.
Ser vi nøiere efter, finder vi da ogsaa i Thronfølgeloven selv et lidet, men umiskjendeligt Spor af, at Kong Magnus’s Ed har indeholdt stadfæstende Hentydninger til de nye Thronfølgebestemmelser, som i nævnte Lov kodificeredes. I forrige Afsnit omhandlede jeg, at Løven paabyder Ofringen af hver afdød Konges Krone „Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“, hvorpaa den umiddelbart tilføier: „saaledes som forsikrede („iatte“) Kong Magnus, den første kronede Konge i Norge“. Da Ordlyden i Thronfølgeloven saavel ifølge dens Overskrift (jfr. ovenfor S. 50) som ifølge den hele Sammenhæng maa være bleven drøftet og fastslaaet paa Rigsmødet i Bergen, kan den her paaberaabte Kongeforsikring fra Magnus’s Side alene have fundet Sted lige forud og vel helst i selve Kroningseden. Denne Formodning bestyrkes ved det om Forsikringen anvendte Ord „iatta“; thi om der end ikke i dette i og for sig ligger Betydningen af at forsikre under Ed, saa bruges det dog, uaar det gjælder høitidelige Løfter fra en Konges Side, delvis netop om edelige Forsikringer. I Overskriften til Hirdskraaens Kap. 6 saavelsom til Kap. 8 i Jonsbogens Kristenretsbolk og det tilsvarende Sted i visse Membraner af Magnus Lagabøters Landslov og Biskop Arnes islandske Kristenret kaldes saaledes Kongens Hyldingsed ligefrem konongs iattan. Og selve Kapitlet indledes i alle dets Gjengivelser med den Forklaring, at Kongen ved Hyldingen skal „iatta folks sinu med fullri staðfestu“ at overholde Lov og Ret. I Overensstemmelse hermed begynder da ogsaa den ham foreskrevne Edsformular overalt med Ordene: „Þvi iatta ek guði oc hans hællgum mon-
