num“. Nøiagtig samme Brug af Ordet gjenfinder vi i Kong Erik Magnussøns Kroningsed af 1280[1].
Efter dette maa det saaledes erkjendes at være overveiende sandsynligt, at naar Gul. Kap. 2 oplyser, at Kong Magnus Erlingssøn „iatte“ Kronens Ofring, har han afgivet Loftet herom i selve Kroningseden. Mere passende Leilighed til høitidelig at love ved sin Død at ofre sin Krone til Gud og Landshelgenen end i selvsamme Øieblik, han af Guds og Landshelgenens synlige Repræsentant, Erkebiskopen, modtog den for sin Levetid, kan jo heller ikke tænkes, især naar det tillige erindres, at begge Dele beroede paa gjensidig forpligtende Overenskomst.
Hovedindholdet af Magnus Erlingssøns Kroningsed maa altsaa antages at have været: 1) en almindelig Forsikring om „bæðe guðrs rettar at gæta ok landslaga“ (se Thronfølgeloven); – 2) en Anerkjendelse af direkte at skylde Gud, Landshelgenen og Kirken sin i og ved Kroningen paa et nyt, kirkeligt Retsgrundlag overførte Kongeværdighed; – og 3) et Løfte om, som synligt Tegn paa denne Anerkjendelse, ved sin Død at lade sin Krone offre „for sin Sjæl“ og lade den hænge i Nidaros Kristkirke „evindelig Gud og den hellige Kong Olaf til Forherligelse“.
Derimod kan Eden ikke have været formet som en ligefrem Lensed fra Kongens Side. Thi aldenstund man ikke vovede at optage en udtrykkelig Bestemmelse om Lensunderkastelsen i Loven, kunde den heller ikke offentliggjøres i Kroningseden. Ligesaa lidt vilde Kong Haakon Sverresøn, der i den ovennævnte Rettebod af 1202 udtrykkelig anfører Kong Magnus’s edelige Forsik-
- ↑ Dipl. Norv. I Nr. 69.
