ring, have kunnet love at opretholde et kirkeligt Privilegium, bestaaende i Lensoverhøihed over Kongedømmet. En saadan stred i den Grad mod alt, hvad hans Fader og Birkebeinernes Parti havde kjæmpet for, at en Indrømmelse, som derpaa gik ud, vilde have været selv en fredstiftende Fyrste som Haakon en politisk Umulighed. Omvendt vidner imidlertid Kong Haakon Haakonssøns gjentagne forargede Afvisning af Geistlighedens Opfordring om at sværge Kong Magnus’s Kroningsed, som allerede fremhævet, tydeligt nok om, at Formularen, selv uden at optage Lensunderkastelsen, har været principielt ydmygende og undergravende for Kongemagten. Det korte, men bestemte Forbehold, som ogsaa Kong Haakon Sverresøn tager, nemlig at „hans Kongedømme og hele kongelige Værdighed“ skulde være „uforkrænket“, har derfor øiensynlig havt til Hensigt ogsaa for hans Vedkommende at afskjære Muligheden af at paaberaabe Henvisningen til Kong Magnus’s Kroningsed længere, end det med Odelskongedømmets og Thronarverettens, af hans Fader Sverre paany saa stærkt hævdede Principalitet var foreneligt.
Naar det saaledes af alt synes at fremgaa, at Kong Magnus’s Kroningsed, medsvoret som den blev af 12 garanterende Lendemænd, i det væsentlige har bekræftet Kongedømmets Anerkjendelse af den lige efter paa Rigsmødet offentlig vedtagne omdannelse af Rigets hidtil gjældende Statsret til Fordel for et Valgkongedømme under Kirkens overtilsyn og ledende Deltagelse, saa siger det sig selv, at ordlyden af en saadan Ed maa have været Gjenstand for mange og visselig varme overlægninger, inden man enedes. At Geistligheden herunder er begyndt med at stille endnu videregaaende Fordringer end de endelig akeepterede, er efter dens Optræden ved
