ningens Interesse her ingenlunde saa umiddelbart iøinespringende som Stedsforandringen. Dertil kommer den noksaa sjelden anvendte, særlig høitidelige Betegnelse af Paaskedagen som „dies gloriosæ resurrectionis“[1]. Er det sandsynligt, at en geistlig Forfalsker vilde have valgt dette lidet kjendte, men desto mere religiøst andægtige Udtryk, hvis han ikke ved en eller anden ydre Omstændighed var bleven ledet dertil? En saadan ydre Omstændighed ligger det imidlertid saa snublende nær at antage, at det synes besynderligt, at Historikerne ikke forlængst derpaa er blevne opmærksomme: Kroningsaaret opholdt jo ifølge Fagrskinnas, i dette Stykke ogsaa af Munch befulgte Autoritet Erling Skakke sig ved Erkebispesædet netop i Vaartiden og altsaa sandsynligvis ogsaa i Paasken. Navnlig faldt Paaskesøndag 1163, det Aar, hvorom der ber, som ovenfor vist, handles, saa tidligt som den 24de Marts, og da Erlings Afreise fra Tønsberg nordover, som nedenfor i anden Forbindelse skal paapeges, maa have fundet Sted omkring 1ste Marts, passer det just, at han Paaskedag kunde befinde sig i fuld Forhandling med Erkebiskopen[2]. Men isaafald kan vi da heller ikke undgaa at mindes, hvad nys fremhævedes, at en Del af de af Storm i Dokumentet paaviste Indskud maa formodes at hidrøre fra et under disse Vaarforhandlinger i Nidaros udfærdiget særskilt Privilegiebrev. Et saadant maa altsaa i ethvert Tilfælde antages at have foreligget for og være benyttet af Forfalskeren. Hvad skulde saa have hindret ham fra ogsaa at hente Dateringen for sit kompilatoriske Makværk, det Efterverdenen i Kopi overleverede Falsarium, fra
