ikke saameget an paa den sidste som paa det første, idet det jo ikke omkring Aaret 1300 var saa let at have Rede paa Kongens og Erkebiskopens Reiser næsten halvandet Aarhundrede tidligere. Men ligeoverfor den baade af Sagaerne og vel ogsaa af en og anden Kalenderoptegnelse støttede Tradition, der henlagde Magnus Erlingssøns Kroning til Bergen og Kroningsaarets Sommer, kunde det dog være sikrest, at det Dokument, der vilde give at forstaa, at Nidaros var Kroningsstaden, ogsaa i Henseende til Dagangivelsen var rustet til at møde mulige Indvendinger. Og saaledes er da i det falskelig overarbeidede og interpolerede Aktstykke ogsaa indkommet Datoen „in hac die gloriosæ resucrrectionis“, d. e. første Paaskedag, en Datering, hvis Umulighed tidligere af alle Historikere anerkjendtes, og som først nylig har fundet en Forsvarer i Gustav Storm selv. Forsaavidt sidstnævnte til Fordel for denne sin Opfatning lægger sig tilrette Hungrvakas korte Beretning om den islandske Biskop Brands Indvielse i Norge, er hans Betænkeligheder forhaabentlig ovenfor S. 15 ff. ryddede af Veien. Her er det derfor tilstrækkeligt at bemærke, at et Dokument som det os om Lensunderkastelsen opbevarede – hvis Upaalidelighed i saa mange Enkeltheder ingen bedre end Storm har paavist og motiveret – ikke heller for Tidsangivelsens Vedkommende kan gjælde for troværdigt, naar det i saa Henseende staar i skrigende Modsætning til alt, hvad Kilderne ellers derom oplyser. Henlægger det mod Overarbeiderens bedre Vidende Kroningen fra Bergen til Nidaros, kan det ligesaa godt henlægge den fra Sommeren til Paaske.
Alligevel lader det sig ikke nægte, at man studser noget ved den ogsaa paa dette Punkt gjennemførte Løgn. agtighed. Dens Nødvendighed var, som sagt, i Forfalsk-
