mentlig Færing) Unaas „i Slutningen af Harald Gilles Sønners Dage“ fik en norsk Kone, Gunhild. Denne fødte „snart efter“ en Søn, som fik Navnet Sverre, og sagde, at han var Unaas’s Barn. Hverken om Ægtefolkenes Opholdssted i Norge eller Sønnens Fødested faar man nogen Oplysning. Fem Aar gammel sendes Sverre til Færøerne til Unaas’s Broder Roe, Biskop paa disse Øer. Indtil en Alder af 24 Aar tror Sverre, der opdrages til Geistlig og modtager Indvielse til „Præst“, at han virkelig er Unaas’s Søn. Unaas nævnes aldrig senere i Sagaen, men om Gunhild faar man den mærkelige Oplysning, at hun reiser fra „Landet“ (Norge?) og til – Rom. Hun gaar der til Skriftemaal og betror den, der skrifter hende, at hun havde en Søn, hvis virkelige Fader var en Konge. Sagen bliver berettet for selve Paven, og denne byder, at hun skulde aabenbare Sønnen hans Herkomst. Gunhild drager saa til Færøerne og siger Sverre, at Sigurd Mund var hans Fader. Dette fremkalder „stor Bekymring“ hos ham, „hans Hu vakler“. Imidlerlertid har han forlængesiden (gjennem de ham altid til Tjeneste staaende Drømme) havt Anelse om en stor Fremtid; den hellige Olaf selv har aabenbaret sig for ham med megen Blidhed o. s. v. Han betror sig til Biskop Roe, og denne raader ham til at henvende sig til Erkebiskop Eystein og aabenbare ham sin „vanskelige Stilling“. Han drager til Norge, men indseer snart, at Eystein neppe vilde være den rette Confident, tier ogsaa foreløbig stille med sin Hemmelighed, kommer til Sverige,
Størssøn har componeret og Peder Claussøn gjengivet. Sammenhængen hermed er paa overbevisende Maade godtgjort af Storm i en ældre Afhandling (Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. IV, 260 fgg.).
