Der er imidlertid, naar man staar overfor et Spørgsmaal
som nærværende, ikke mere end en Methode, ved
hvilken man kan tænke paa at vinde noget virkeligt Udbytte.
Det er, at dette Spørgsmaal behandles ganske i
og for sig uden nogetsomhelst Sidehensyn, til hvad man
personlig maatte mene om Sverres Bedrifter og Virksomhed,
om han har været til Gavn eller Skade for Norges
Udvikling eller ikke, om hans Personlighed tiltrækker
eller frastøder. Hvor det gjelder Sverres Paternitet, maa
man ikke falde i staver over hans Geni. Man maa gribe
Sagen an som en koldblodig, for al Herodyrkelse frigjort,
gjerne lidt „inhuman“ Detectiv, sætte al Persons Anseelse
til Side og uden videre gaa „Sigtede“ og hans Paastande
ind paa Livet.
Vælger man denne Methode, vil man strax spørge: Giver Kong Sverre overhovedet Indtrykket af den aabne, sandhedskjærlige, troværdige Mand, Manden med den gode Samvittighed? Kunde dette Spørgsmaal besvares med Ja, vilde det unegtelig og med fuld Føie veie tungt i Vegtskaalen til Sverres Fordel. Men det kan ikke besvares paa den Maade. Tvertimod maa man idelig drage hans Ærlighed i Tvivl. Vi skulle strax nævne en vitterlig, men rigtignok i hans Saga klogelig fortiet Kjendsgjerning, den at han har ladet fabrikere falske Pavebreve og usandfærdig foregivet, at han var løst af det Kirkens Ban, hvori han var falden. Han har altsaa tilladt sig grov Usandfærdighed, og deraf følger, som bekjendt, at han har kunnet gjøre det.
Sverres Saga[1], hvis Forfatter skrev under hans egne Øine og efter hans egen Beretning, fortæller, at en (for-
- ↑ Vi holde os naturligvis til den virkelige Saga og sætte ganske ud af Betragtning den Fortælling, som Oversætteren Mads
