til Storm tro, at der taler Mere imod Sverres Paastand om sin Byrd, end der taler for den. Heller ikke kan jeg dele Storms Betragtning af den vigtigste af de omtalte engelske Kilder.
Dette har foranlediget nedenstaaende korte Afhandling. Men forinden jeg kommer til at gaa ind paa, hvad Storm har anført, maa jeg først forsøge en Kritik af Sverres egen Beretning om sin Herkomst i hans af ham selv inspirerede Saga.
Hvor underligt det end lyder, vover jeg dog at sige, at Beretningen om Sverres Fødsel og første Optræden endnu aldrig er bleven ret indgaaende analyseret. Der har, som vi senere skulle see, været enkelte Historikere, som ganske bestemt have betvivlet, at han var Kongesøn, men de have ikke indladt sig paa udførligere Begrundelse af sin Mening. Langt hyppigere derimod finder man Exempler paa, at man har ladet sig blænde af hans overlegne Personlighed. Hans Gaver som Kriger og Regent, hans „Geni“ har henrevet, for ikke at sige hypnotiseret. Man har betragtet Spørgsmaalet om hans Herkomst med en forudfattet stærk Sympathi; den Mand, har man ment, hvis hele Historie er saa fængslende, kunde man ikke tiltro et saa djervt Bedrageri som at tillyve sig kongelig Byrd. Moderne Forfattere kunne ogsaa være paavirkede af en Retning i Tiden, der nærer en vis feminin Sky for afgjørende og strenge Domme og ligeoverfor Historiens problematiske Skikkelser helst indtager et ofte i Utide apologetisk, „humant“ Standpunkt, en Retning, der ogsaa giver sig tilsyne i vor Tids umiskjendelige Forbrydervenlighed.
