Allermindst i Henseende hertil kunde ban underkaste sig nogen direkte Stadfæstelse fra det ham fra nu af lens- underdanige Kongedømmes Side. Alene forsaavidt angik Adgangen til tilstrækkelig Skyds paa Reiser for sine mange Ledsagere, maatte han have Bøndernes Bifald til Ændring af den ældre Ret, og hertil har da Erling ved at tage Initiativet til en saadan Lovforandring hjulpet ham.
Endelig turde heller ikke de i Forfalskerens Indskud medtagne Bestemmelser om særlig Lovbeskyttelse for Pilegrimme, der drager til Nidaros, eller for selve Kristkirken og dens Kirkegaard mod Krænkelser af Fredhelligheden have havt sin oprindelige Plads blandt de Vaaren før Kroningen udfærdigede Privilegier. De tilhører en anden Tankerække og er ikke Gjenstand for nogen Stadfæstelse i Hoveddokumentets Slutning. At ogsaa de hidrører fra Erkebiskop Eysteins Tid, er sikkert nok, bl. a. fordi de findes optagne i hans Bearbeidelse af Frostathingsloven[1]; men formentlig er de først blevne udfærdigede og lovtagne ved en senere Leilighed.
Bearbeideren og Forfalskeren af Underkastelsesbrevet har imidlertid ikke indskrænket sig til at indsætte de ovenomhandlede og andre Indskud. Han har, som navnlig af G. Storm paavist, ogsaa foretaget Ændringer i den forøvrigt ægte Text for at bringe denne til at stemme med hans Hensigter. Disse gik, som Storm’s Bevisførelse godtgjør, ud paa saavidt muligt at tvinge Erkebiskopens Person tilbage i Baggrunden og at stille Erkebispestolen med dens Tilbehør af Kanniker frem i forreste Række. Til den Ende er saaledes i Bestemmelsen om Kronens Ofring istedetfor det oprindelige, af Erkebiskop Jon bevidnede Udtryk „ut regale diadema
- ↑ Herom nærmere Maurer l. c. S. 61–62.
