Umagen værd at opfriske denne Arveret i Erindringen, men har i sit Indskud udeladt den.
Denne Gjennemgaaelse af det positive Indhold af det omarbeidede og interpolerede Underkastelsesdokument turde saaledes vise, at Forfalskeren i det ægte Aktstykke bl. a. har sat ind et kortfattet Uddrag af et andet, Erkebispestolen privilegerende Dokument, der ifølge Tidsomstændighederne alene kan være blevet udfærdiget ved Erlings Nærværelse i Nidaros tidlig paa Vaaren før Kroningssommeren. Af den ægte Slutningsbekræftelses Meddelelse om, at Lovfæstelse af disse nye Rettigheder allerede før Kroningen havde fundet Sted, maa det videre sluttes, at Vedtagelsen fra Thingalmuens Side var skeet paa samme Aars Frosta- eller Ørething.
Tilsidst tilføier jeg, at det Vaaren før Kroningen i Nidaros udstedte, særskilte Privilegiebrev paatageligvis intet har indeholdt om Sagefaldskursen. Var ogsaa dette Punkt blevet formelt og udtrykkeligt anerkjendt af Erling paa Kongedømmets Vegne, vilde en Stadfæstelse af en saa vigtig Rettighed ikke være bleven undladt i den samme almindelige Slutningsbekræftelse, som selve Underkastelsesdokumentet Sommeren samme Aar bragte. -Men hverken her eller i de senere Breve, hvori refereres de Erkebiskopen indrømmede Friheder (Bullen af 1294, Haakon Sverresøns Brev af 1202 og Konkordaterne til Bergen og Tønsberg), har noget at sige om det fordoblede Sagefald. Som ovenfor allerede antydet, har Tingen aabenbart været den, at Erkebiskopen overhovedet ingen direkte, kongelig Bekræftelse ønskede i et Anliggende» som han selv i Lovform havde faaet afgjort af Bønderne i sit Stift. Noget lignende turde have gjældt Retten til at holde saamange Krigsmænd, han selv fandt for godt.
