Texter, og i den Del deraf, som angaar Meludførselen til Island, er Uddraget lavet saa summarisk og i saa klodsede Ordelag, at de, som de staar der, næsten er meningsløse. Den rigtige Sammenhæng faar man altsaa her som ved Bekræftelsen i Brevets ægte Slutning først ved at jævnføre dermed omtalen af de samme Bestemmelser andetsteds.
Det fremgaar da af Frostathingslovens Kristenretsafsnit (II, 44), at det var lykkedes Erkebiskop Eystein, i Modsætning til hvad tidligere gjaldt og for Suffraganbiskoperne vedblev at gjælde, at opnaa Ret til paa sine Reiser i Stiftet at tilsige saamange Skydsheste, som der i Bygderne „var kommet Sadel eller Sæle paa“. Denne udvidede Rettighed staar imidlertid øiensynlig i nærmeste Forbindelse med en anden, som Erkebiskopen selv havde taget eller agtede at tage sig til, nemlig at lade sig ledsage paa sine Visitatsreiser af et langt større Antal væbnede Mænd, end Biskoperne hidtil havde havt Lov til[1]. Et saadant stærkt forøget Folkehold forudsatte atter foruden flere Skydsheste paa Reiser, tillige ret anseelige Udgifter bl. a. til Klæder, og det laa derfor Erkebiskopen nær i Forbindelse med Skydshestenes Forøgelse samtidig at aabne sig Adgang til billigt Beklædningsstof. Dette kunde ske ved, at Erkebiskopen selv optraadte som Kjøbmand og fik Ret til at sende et fuldlastet Skib med Mel til Island, hvor denne Vare var stærkt efterspurgt, medens Øen paa samme Tid var det billigste Marked for godt Vadmel. Forat Tøiet kunde koste ham des mindre, opnaaede Erkebiskopen desuden, at Kongen eftergav ham den Told, den hjemvendende Islandsfarer ellers skulde have betalt.
- ↑ Jfr. Maurer l. c. S. 69.
