og offentlig Fæstepenge paa det store Kjøb og Salg, som mere hemmelig aftaltes mellem dem.
Hvad dernæst angaar den Form, hvori Erling har meddelt Erkebispestolen de heromhandlede Friheder, saa følger det af sig selv, at Kirken forlangte saadant skriftligt. Af Kong Haakon Sverresøns Brev af 1202 ved vi, at der om de i 1152 gjorte Indrømmelser til Geistligheden existerede et Privilegiebrev, udfærdiget af Kong Eystein (II)[1], og der mangler da heller ikke paa Spor af, at de tre yngre, i Underkaste1sesdokumentet bekræftede Rettigheder oprindelig har været formulerede i et i Kong Magnus’s Navn af Erling udstedt Brev. Kompositionen til Bergen af 1273 oplyser saaledes, at Erkebiskop Jon under sine Forhandlinger med Kong Magnus Lagabøter har kunnet fremlægge et Kongebrev („littera“) angaaende Retten til aarlig fra Island toldfrit at hente en Ladning (Vadmel)[2], og under Anførsel heraf har da ogsaa Maurer (l. c. S. 71–73) antaget, at der har foreligget en Række skriftlige Privilegier fra det 12te Aarhundrede. Dernæst har, som ovenfor nævnt, G. Storm yderligere godtgjort, at der i det ægte Underkastelsesdokument er indskudt et Stykke, som ved Stil og Indhold stikker stærkt af fra de oprindelige Dele af samme. Netop i dette Stykke finder man nu et af de Privilegier omtalt, som Dokumentets ægte Slutningspassus indeholder en Bekræftelse af, nemlig Erkebiskopens Ret til at udskibe 30 Læster Mel til Island. Som allerede af Maurer indgaaende paavist, bringer imidlertid ogsaa dette indskudte Stykke kun Uddrag af ældre
