hans Egenskab af dobbelt formaaende Høvding lykkedes ham hos Bønderne at gjennemdrive den nye Kursberegning for Bøders Erlæggelse til Erkebispestolen, optog Erling dette meget ilde, og det er først ved det nye Besøg, som han Vaaren i Kroningsaaret gjør i Nidaros, at ban og Erkebiskopen – efter ogsaa da at være begyndt med gjensidige Bebreidelser – kommer hinanden nærmere. Der foreligger følgelig intet Tidspunkt før dette, paa hvilket det kan tænkes, at Erling har kunnet være villig til at gjøre Erkebiskopen de Indrømmelser „in honorem pallii“, som paany bekræftes i Slutningen af det senere paa Aaret udfærdigede Underkastelsesbrev.
Derimod passede netop Erlings Vaarophold i Nidaros før Kroningen for en saadan Imødekommenhed. I Anledning af den forhøiede Sagefaldskurs kom ved denne Leilighed Erkebispestolens Behov for øgede Indkomster nødvendigvis paa Tale, og omend Erkebiskopen ikke vel kunde bekvemme sig til nu, efterat den nye Kurs var lovformeligen vedtagen af Bønderne, efterskudsvis at begjære Erlings og Kongens Samtykke formelt tilkjendegivet i en Sag, som ikke engang egentlig angik Kongedømmet, saa var det dog af mange Grunde selvsagt tryggest paa passende Vis at faa den verdslige Magts Akkvisition ved den nye Ordning offentlig udtrykt. Men dette kunde øiensynlig ikke ske paa en fyndigere Maade, end ved at Erling paa Kongedømmets Vegne selv gjorde Indrømmelser i lignende Retning „til Palliets Ære“ og lod ogsaa disse lovtage. En saadan Villighed maatte desuden paa dette Tidspunkt næsten falde af sig selv som et ligeoverfor Erkebiskopen bindende Vidnesbyrd om, at den træske Erling mente det fuldt oprigtigt med det nye Venskab. Indrømmelserne udgjorde kun en sømmelig
