maalene, heder det, at de er blevet Kirken indrømmede til Ære for Palliet, d. e. for at forøge Erkebispestolens Glands, og at de er blevet bekræftede ved Lov, d. e. vedtagne af Almuen paa Lagthinget (her altsaa Frostathing). Fra hvilket Aar de hidrører, ser man derimod ikke. Kun saameget synes, som nævnt, af Sammenhængen at kunne sluttes, at de er yngre end de ved Erkebispestolens Oprettelse meddelte Friheden thi paa disses Erhvervelse anvendes Tidsangivelsen olim.
Maurer og Storm[1] henfører derfor de nævnte tre Rettigheder til Perioden nærmest før Kroningen, særlig Aaret 1162, da Erkebiskopen netop var beskjæftiget med af Hensyn til den større Pomp, hvormed en Metropolitan maatte optræde jævnført med en almindelig Biskop, at overtale stiftets Bønder til at skaffe hans Stol øgede Indtægter. Idet jeg i Hovedsagen tiltræder denne Opfattelse, mener jeg dog, at Tidspunktet kan bestemmes nøiere.
Gjennemgaar man Sagaernes Beretninger om Forholdets Udvikling mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, vil man se, at det lige til Optagelsen af de Forhandlinger, der umiddelbart ledede til Aftalen om Kroningen, var spændt. Besøget, som Erling med sin Søn aflagde i Nidaros efter Haakon Hærdebreds Fald Vaaren 1162, blev ganske kort, fordi han, som det ligefrem siges, ikke stolede paa Thrønderne. Men blandt Thrøndelagens Høvdinger indtog jo netop Eystein ikke alene som Erkebiskop, men som høibaaren Repræsentant for dens indbyrdes stærkt beslægtede Aristokrati en særlig fremtrædende Plads. Da det derpaa i denne
- ↑ Jfr. ogsaa P. A. Munch, N F H. II. S. 938. Keyser er l. c. I. S. 238 lidet klar.
